60 Europajoller forventet til DM

Vallensbæk Sejklub er igen værter for en spændende bådklasse, når vi den 12. -14. oktober afvikler Danmarks Idrætsforbunds Danmarksmesterskaber for Europajoller.

Europajollen er tidligere olympisk bådklasse og den ideelle balance mellem high performance og en stabil jolle, der egner sig for sejlere i alderen 15 – 88 år. Danmark har stolte traditioner i klassen og sidder med jævne mellemrum på samtlige internationale titler lige fra VM, EM til masters’ EM & VM.

I Danmark er Europajollerne udvalgt som ungdomsjolle og er det oplagte valg for sejlere, som er vokset ud af Zoom8-jollen og skal videre til en mere teknisk krævende jolle.

DM er klassen helt store højdepunkt, og klassen forventer deltagelse af op til 60 joller, fordelt på herre og damer.

Når vi byder 60 jollesejlere velkommen, så har det naturligvis indflydelse på adgangen til havnens områder og klubbens faciliteter. Heldigvis er sejlerne på vandet fra tidlig morgen til sen eftermiddag alle tre dage, så faciliteterne vil forsat være ledige for klubbens medlemmer.

Al hjælp velkommen

For at afvikle et stævne af den størrelse har vi brug for alle gode kræfter, det uanset om man kan hjælpe en time en tidlig morgen eller er klar alle tre dage eller en dag, en halv dag, ja, alle former for hjælp er velkommen.

Vi har en stamgruppe på plads vedrørende vandelen, og det betyder, at også mindre erfarne folk kan bydes velkommen som hjælpere på vandet, da de er i trygge hænder hos en erfaren følgebådssejler/mærkebådschauffør.

Også på land har vi behov for hjælp, specielt til bemanding af wetbaren for sejlerne i klubhuset, hvor vi byder dem velkommen i land med et lille varmt måltid, kage og varm saft og andet, så de kan komme til hægterne efter de mange timer på vandet. På land betyder det hjælp til at lave lidt mad, varme kakao, fikse varm solbærsaft og bage kage. Om morgen møder alle de frivillige til morgenmad, så hænder til at få sat pålæg frem, lave kaffe og handle ind er også meget velkomne.

Som altid når vi afvikler stævner i Vallensbæk Sejklub, sker det naturligvis på sejlernes præmisser med primær fokus på verdensklasse afvikling på vandet. Men vi sætter også det sociale for alle hjælperne i højsædet. Så udover at det er hårdt, udfordrende, ja, og måske koldt, så er det også mega sjovt, hyggeligt og en stor oplevelse at være med til at afvikle et rigtigt danmarksmesterskab for en stor klasse. Alle er velkomne til at hjælpe til uanset klubtilhørsforhold eller andet. Ses vi den 12. – 14. oktober? Send en mail til Søren Christiansen. Skriv, hvad du ønsker at hjælpe med, og hvilke dage du kan deltage.

Kapsejladsudvalget
Kenneth Bøggild

 

 

 

 

Der er lukket for kommentarer.