Årets Klubstander tildelt Henrik Mütze

På klubbens generalforsamling torsdag, den 22. marts, overrakte den afgående formand, Kenneth Bøggild, årets Klubstander til Henrik Mütze.

Henrik modtog standeren for hans banebrydende indsats for at indarbejde sikkerhedstænkning ikke blot i F18 verdensmesterskabet i juli sidste år, men også for at have støbt fundamentet for en ny standard for sikkerhed og beredskab ved stævner under Dansk Sejlunion.

Henrik Mütze stod for hele sikkerhedsplanlægningen ved F18 VM’et, fik etableret et tæt samarbejde med Beredskabsstyrelsen og har siden repræsenteret Vallensbæk Sejlklub med inspirationsoplæg om sikkerhed og beredskab i forskellige sammenhænge, bl.a. på Dansk Sejlunions banelederkurser.

Internationalt fodaftryk
Penny og Jan fra F18 Denmark kunne supplere med, at blandt de inspirationer, som arrangørerne af  F18 VM 2018 i Florida havde hentet i Vallensbæk, var – udover wet bar-arrangementet – netop sikkerhedsdimensionen. Så Henrik og VSK kan godt tillade sig at være lidt stolte over at have sat et internationalt fodaftryk.

Klubambassadør
Under forberedelserne til sidste sommers VM fik Henrik skabt et solidt samarbejde med Vallensbæk Kommune. Han fungerer nu som klubambassadør overfor kommunen, der har stor fokus og mange planer for vores havn og strand.

Tavle med modtagerne af “Klubstanderen”
På sin sidste generalforsamling som formand fik Kenneth Bøggild opfyldt det ønske, han fremsatte allerede første år som klubbens formand: Peter Ambs, sekretariatet, kunne overrække Kenneth en fornem tavle med navne på modtagerne af Klubstanderen siden 1983.

Tavlen hænges op i klublokalet.

 

 

 

Der er lukket for kommentarer.