F18 Worlds 2017 sluttede lørdag

By 16. juli 2017september 29th, 2022Kapsejlads

Foto: Mogens Hansen

Lørdag den 15. juli: Flot afslutning på F18 Worlds 2017 med tak til klubben fra deltagerne og F18-organisationen og rigtig meget ros til de frivillige for deres imødekommenhed, smil og fokus på at få alt til at fungere optimalt under det ugelange stævne.

F18 verdensmesterskabet sluttede lørdag med præmieoverrækkelse i stævneteltet efter en ret speciel dag, der startede med komplet vindstille – og endte med at give sejlerne fra de 21 nationer den sejldag, de helt sikkert vil huske Danmark bedst for: Jævn, stabil vind, masser af sol og lette skyer = med god fart på de superhurtige katamaraner og afvikling af to sejladser i Guld-flådenog tre i Sølv-flåden.

Med syv førstepladser og en enkelt andenplads efter kvalifikationssejladserne, var der ikke nogen tvivl om, at den hollandske besætning Mischa Heemskerk og Stephan Dekker var de nye verdensmestre med Demesmaeker/Tas fra Belgien og Van Dijk/De Waard, også fra Holland, på en meget tæt 2. og 3. plads.

Bedste danske team i Guld-klassen var brødrene Daniel og Nicolaj Bjørnholt på en 18. plads i Guld-klassen fulgt af Magnus Dahl Nicolajsen og Jesper Vogelius på en 22. plads.

Jan Hedmann og Penny Wyon fra VSK kom på en 46. plads i Guld-klassen, efter at de fredag fik flænset deres storsejl, da Penny blev slynget gennem det under en afværgemanøvre!

Ved en festlig afslutnings-/præmieoverrækkelse overrakte borgmester Henrik Rasmussen de tre vindende besætninger i Guld- og Sølv-flåden deres trofæer – i øvrigt en mini-udgave af sejlbåden på toppen af den nye rundkørsel i krydset mellem Vallensbæk Strandvej og Havnevej/Torvevej.

Der var også præmier til bedste i Masters-klassen (50+), bedste M/K-besætning og bedste ungdomsbesætning (under 23). Sidste års vinder af denne pris var fløjet over fra New York med pokalen og overrakte den og pengepræmier fra hans sejlsportsinteresserede familie til årets tre vinderbesætninger. Han donerede samtidig 1.000 dollers til ungdomsarbejdet i VSK, en gave der blev modtaget med stort bifald, ikke mindst fra repræsentanterne for de omkring 80 frivillige, der har ydet en kæmpe indsats for at gøre stævnet til en succes. Der var i det hele taget masser af ros til klubben fra mesterskabets deltagere og den internationale F18-klasse organisation, og borgmesteren afsluttede VM-stævnet med at overrække Vallensbæk Sejlklub årets Hockerup Mindepris.

Som præsidenten for F18 International organisationen, Olivier Bovyn, sagde i sin tale, var F18 VM i Vallensbæk en fantastisk oplevelse, som vil sætte nye standarder for kommende VM-stævner – så bare stram jer an i 2018, når det bliver jeres tur, Sarasota Sailing Squadron Yacht Club i Florida!

Se de flotte videoer fra verdensmesterskabet

Race Day 1

Race Day 2

Race Day 3

Race Day 4

Race Day 5

Print Friendly, PDF & Email