Klubaften 2. marts kl. 19: Hør om klubbens kapsejlads-tilbud sæson 2017

Vi kan ligeså godt være ærlige: Formålet med denne klubaften er at gøre reklame for de muligheder, du som medlem har for at sejle kapsejlads. Vi håber på at se nogle af jer, der har gået og overvejet at deltage, men ikke har fået tilmeldt jer: Her kan du høre om klubbens forskellige tilbud, stille spørgsmål og tilmelde dig sæsonens sejladser.

Der er noget for alle: For de konkurrence-mindede og for dem med en mere afslappet tilgang til kapsejlads.

Programmet starter med en orientering om F18 WORLDS 2017, hvor klubben 8.-15. juli er vært for verdensmesterskabet i Formula 18-katamaran. Kenneth Bøggild orienterer om arrangementet, status på forberedelserne og minder sikkert om, at vi har brug for frivillige.

Kenneth fortsætter på podiet og fortæller om STORJOLLERNE og deres ugentlige trænings-/kapsejladsaftener.

John Nygaard og Henrik Borch fortæller om AFTENMATCHERNE, der sejles hver tirsdag maj-juni og august-september i Køge Bugt Kredsens regi. Her er tale om kapsejlads mellem besætninger, der alle vil komme først! Hør, hvordan du kan komme med – evt. på prøve eller som gast.

For dem, der bare gerne vil have et par hyggelige timer på vandet sammen med familie og venner, arrangerer vi igen i år FAMILIEKAPSEJLADS hver onsdag i maj og juni (der sejles efter de almindelige søvejsregler). Peter Ambs fortæller om sejladserne, hvor vi afslutter med at spise vores medbragte mad på klubhusets balkon.

Program

  • F18 Worlds 2017 · Kenneth Bøggild
  • Storjolle-kapsejlads · Kenneth Bøggild
  • Pause: Baren åbner. Enhedspris 10 kr.
  • Aftenmatcher · John Nygaard & Henrik Borch
  • Familiekapsejlads · Peter Ambs

Efter indlæggene er der mulighed for at tilmelde sig de forskellige sejladser – i F18’s tilfælde dog kun som frivillig, men det vil også blive vel modtaget!

På gensyn i klubhuset torsdag den 2. marts kl. 19

Der er lukket for kommentarer.