J/80 vintersejlads: Tilmelding
Sejlerskolens både tager normalt op i midten af oktober og vinterklargøres. Der har imidlertid vist sig interesse for at fortsætte sejlads med J/80’erne. Derfor har Sejlerskoleudvalget fået godkendt et sæt regler for brug af J/80’erne af klubbens bestyrelse (2023).
Vintersejlads
I vinterperioden (1/10 – 1/4) kan teams af klubbens medlemmer leje bådene til vintertræning i farvandet ud for Vallensbæk Havn samt kortvarige arrangementer andre steder.
Brugen i vinterhalvåret slider yderligere på bådene og indebærer en større sikkerhedsrisiko for mandskab og båd. Derfor – og fordi klubben ellers ikke stiller både til rådighed for medlemmernes brug – skal der betales et gebyr som bidrag til vedligeholdelse af bådene. Beløbet fastsættes hvert år i forbindelse med budgettet for Sejlerskolen. I 2024 er prisen for deltagelse i vintersejlads 900 kr. pr. person. Der skal minimum være 4 deltagere pr. båd. Derudover betales et depositum på 2.000 kr. pr. båd.
Tilmelding
Man kan tilmelde sig som et team på min. 4 deltagere, inkl. skipperen, som er ansvarlig for at indbetale depositum. Tilmeldingen foretages samlet via linker herunder, hvorefter den enkelte deltager modtager en opkrævning.