Mød Jens Klæbel, klubbens nye formand

By 8. april 2022Bestyrelsen

På generalforsamlingen den 31. marts 2022 udskiftede Jens Klæbel posten som kasserer med posten som formand efter Christian Mørch.
På opfordring har Jens skrevet et par ord om sig selv og sit sejlerliv:

– Jeg er 63 år og gift med Anette og vi har 4 børn. Den sidste er ved at flytte hjemmefra, så der er kommet en foxterrier (Lulu) til. Anette arbejder stadig, men jeg er stoppet med det. Min uddannelsesmæssige baggrund er indenfor datalogi og ledelse, og jeg har arbejdet hele mit liv med IT-udvikling, undervisning og ledelse. Vi bor på Frederiksberg, og jeg elsker at cykle til havnen og har fundet en rolig og grøn rute, som er det, jeg foretrækker.
Jeg begyndte at sejle i 2017, hvor jeg fik duelighedsbevis fra Københavns Sejlerskole. Jeg lærte ikke noget om vedligeholdelse af båd, men købte alligevel en Bavaria 36 fra 2003 i 2020 sammen med mine sønner og svigerdatter. Vi havde tidligere sejlet en Bavaria 45 på lånebasis, som vi syntes godt om. Jeg er ikke bange for udfordringer eller for at lære nyt, og det blev der rig mulighed for med en Bavaria 36. Båden hedder Salote 3 efter den kendte dronning fra Tahiti, og den ligger på ydersiden af e-broen. Vi bruger båden til tursejllads sammen eller hver for sig.
Vi havde ”næsten” en havneplads i København, men var ikke helt tilfreds med omgivelserne; de var meget bymæssige. Derfor kiggede jeg mig omkring og kom forbi Vallensbæk Havn, som jeg syntes virkede super hyggelig med grønt og en dejlig beliggenhed tæt på natur og strand. Der var heldigvis en plads ledig, så den fik jeg. Jeg blev godt modtaget i havnen og blev hurtigt glad for min plads, så jeg ville give noget tilbage. Derfor tog jeg til førstkommende generalforsamling og meldte mig som suppleant, da bestyrelsen efterlyste suppleanter. Det har jeg ikke fortrudt. Det gav mig både en mulighed for at bidrage, og jeg fik hurtigt et netværk af meget kompetente og erfarne sejlere, som kunne hjælpe en ny bådejer som mig. Jeg kan kun anbefale alle nye sejlere at komme forbi klubben og give en hånd med og samtidig møde erfarne sejlere, der altid er klar til at hjælpe, når der er brug for det.
Jeg synes det er vigtigt for klubben, at nye medlemmer føler sig velkomne, bliver inddraget i fællesskabet og bliver i klubben, så de en dag kan være de erfarne gode klubkammerater, der altid er klar til at hjælpe med et godt råd – præcis som det er nu.

Jens Klæbel

Print Friendly, PDF & Email