Seks fra Ungdom deltog i Køge Bugt Kredsmesterskabet 2017

By 18. september 2017september 21st, 2017Ungdom

Søndag den 17. september afholdt Sejlklubben Køge Bugt Ungdom årets åbne kredsmesterskab for unge jollesejlere. Fra VSK deltog seks sejlere: Maria Victoria Bøggild, Mark Hestbæk, Martin Lerke Jakobsen og Lauritz Gungaard Nansen i Optimist og Jacob Bille Kristiansen med Linea Hvid Bergensø som gast i Feva XL.

Det var tre kommende baneledere i SKB ungdom, der med Morten Halberg fra VSK i spidsen havde arrangeret det flotte stævne, som bød på solid morgenmad, madpakker, som blev sejlet ud på vandet, og ikke mindst gode hjælpere.

Der blev gennemført to starter – en for Laser og Feva og en for Optimist, Tera og Zoom8. I begyndelsen var vinden lidt svag. Den tog så en smule til mellem de to sejladser, men forsvandt igen, så der kun kunne afvikles en enkelt sejlads efter frokost.

Søndag huskes jo nok af de fleste som den dag, hvor Copenhagen Half Marathon måtte aflyses pga. af styrtregn, hagl og torden. Mens København blev overdynget, hang der godt nok en stor, sort sky over Stevns, men den gik heldigvis i opløsning, så bugten ud for Hundige Marina gik helt fri – desværre også for vind.

Dagen sluttede med præmieoverrækkelse og spaghetti og kødsovs.

Se resultaterne her …

Se fotos fra dagen her …

Print Friendly, PDF & Email