Standerskifte og båddåb

By 24. april 2021Bestyrelsen

I høj sol og frisk vind kunne VSK formand Christian Mørch åbne 2021-sæsonen i overværelse af de mange fremmødte medlemmer – for første gang i et år kunne vi mødes i den virkelige verden og ikke skjult bag en skærm.

Læs formandens standerskiftetale her…

Efter sommerstanden var gledet til tops, havde Festudvalget arrangeret ristede grillpølser med alt tilbehør og vand/øl bag Juniorhuset – et tilbud, som medlemmerne tog sultent imod.

I sin tale annoncerede formanden, at vi havde samlet sammen til lidt af en massedåb: Fem joller hos Ungdom og de to J/80’ere, som netop er blevet færdigklargjort til søsætning.

Arrangørerne havde bedt Rita Ambs være gudmoder – og det er jo svært at undslå sig en sådan ærefuld opgave – men pga. af rygsmerter måtte Rita sende sin stand-in, som i dagens anledning havde fået lov at låne lidt i Ritas garderobeskab. Det var tæt på og lige ved, at ingen opdagede, at det var Peter Ambs, som havde påtaget sig stand-in-rollen og døbte J/80’erne henholdsvis “Cumulus” og “Stratus”. De nye optimister, Zoom8- og Europa-jollen blev samtidig døbt med numre i R-serien.

Forårets standerskifte var et super vellykket arrangement med et fremmøde, som ikke er set i lang tid og afspejler vel den optimisme, vi alle ser den kommende sæson i møde med.

Se “Fru Rita” og andre højdepunkter fra standerskiftet her:

 

Print Friendly, PDF & Email