Nytårshilsen fra formanden

By 6. januar 2021Bestyrelsen

Kære medlemmer

Allerførst vil jeg gerne ønske jer alle et rigtig godt nytår. Håber, at I alle har haft en god jul. Selvom vi sikkert er mange, der i år har måttet holde Jul i et lidt mindre socialt format end vanligt, håber jeg alligevel, at I alle har haft mulighed for at nyde højtiden med nogle af jeres kære.

Traditionelt plejer vi at ønske hinanden godt nytår ved klubaftenen i januar, men i år må vi endnu en gang sande at corona forhindrer os i at gøre, som vi gerne vil.

Bestyrelsens holdning har hele tiden været, at vi naturligvis skal tage ansvar som klub, gøre hvad vi kan for at overholde de regler og retningslinjer, der gælder, samt bruge vores sunde fornuft for at hindre yderligere udbredelse af smitte med vores klub som udgangspunkt. I tillæg har vi efterhånden, som det blev en realitet, at kampen mod corona bliver et længerevarende træk, forøget vores fokus på at gennemføre så meget aktivitet som muligt indenfor førnævnte rammer.

I skrivende stund må vi desværre erkende, at sociale aktiviteter med fysisk fremmøde er en umulighed. Derfor arbejdes der på at kunne afholde nogle af de planlagte klubaftensforedrag virtuelt, dog er det ikke alle foredragsholdere, der ønsker at medvirke til dette – hvorfor foredraget, der var planlagt til den 7/1, indtil videre er udsat.

Jeg har et håb og også en forventning om, at vi inden sejlsæsonen starter, er på et niveau af restriktioner, der muliggør en næsten normal hverdag i vores klub. Når det er sagt, må vi nok se i øjnene, at vi i hele 2021 i nogen grad bliver hæmmet i vores normale udfoldelser, specielt med hensyn til større forsamlinger af rent socialt tilsnit. Derfor er alle gode forslag til alternative aktiviteter selvfølgelig meget velkomne.

Vi vil være den aktive klub.

Jeg vil også gerne takke alle de aktive, der kæmper for at gennemføre så meget aktivitet som muligt. Det er ikke så motiverende at blive ved med at planlægge, velvidende at aktiviteten måske må aflyses eller konceptet grundlæggende ændres, men det er så vigtigt, at vi bliver ved – til sidst skal det nok lykkes. Jeg håber, at alle medlemmer specielt i denne svære tid vil være ekstra opmærksomme på at støtte op om aktiviteterne, deltage også selvom konceptet måske er lidt anderledes end vanligt.

Til slut vil jeg udtrykke et håb om, at situationen snart bedres, at I alle passer på hinanden og jeres nære, således at vi kommer styrket ud på den anden side.

Med venlig hilsen
Christian Mørch
Formand

 

Print Friendly, PDF & Email