I forbindelse med verdensmesterskabet 2015 for Formula 18* i Kiel den 11.-18. juli afholdt F18 World Council møde og tildelte Danmark repræsenteret ved Vallensbæk Sejlklub værtskabet for VM i 2017. Udover Danmark havde Spanien og Florida, USA, budt ind på arrangementet, men næsten alle nationer stemte på Danmark som værtsnation.
Det er en stor opgave, som vi i VSK er stolte af at påtage os, og som alle kan glæde sig til.
Forud for kåringen lå et særdeles komprimeret forløb, fortæller VSK-formand Kenneth Bøggild, som sammen med Penny Wyon, VSK-medlem og formand for Formula 18 Denmark, har været blandt drivkræfterne i at få arrangementet til Danmark:
– På mindre end en uge fik vi udarbejdet et bud, fik afviklet møde med Sport Event Denmark, der rådgiver i forbindelse med bud og afvikling af store, internationale sportsevents, og sat et stævnehold.
Det første møde i stævnekomiteen blev afviklet allerede den 30. juli, hvor råskitsen til stævnet blev diskuteret igennem, ligesom de første aktiviteter blev sat i gang.
Der er en ”mindre” udfordring med stævnet, og det er antal deltagende både:
I år var der tilmeldt 197 både fra 24 nationer, og der var 164 på startlinjen. En F18 fylder jo noget mere end en traditionel jolle, plus at den sejles af to personer. Det betyder at VSK i første uge af juli 2017 får knap 400 sejlere og ca. 4.080 m² både på besøg! Det bliver det største stævne som vi rent logistisk har givet os i kast med!
* En F18 er en 18 fod lang (5,52 m) katamaran med en bredde på 2,60 m bred og en 9,1 m høj mast. De mest kendte F18-modeller er Hobie Tiger, Hobie Wildcat og Nacra Infusion.
Læs mere om F18 på Formula 18 Denmark