Krav og forventninger til elever
Udbyttet af den undervisning, som Sejlerskolen stiller til rådighed, beror i høj grad på en fælles indsats af instruktører og elever.
Sejlerskolen stiller derfor følgende krav og forventninger til eleverne:
- Elever skal være medlem af Vallensbæk Sejlklub og mindstealderen er 16 år.
- Alle elever skal deltage ved klargøring af bådene til søsætning og optagning. Eleverne forestår forårsklargøring med deltagelse i mindst 2 dage og afrigning om efteråret med deltagelse i mindst 1 dag. Undervisningen i klargøring og afrigning foregår under vejledning af instruktører.
Særlige forhold: 1. års elever foretager afrigning efter sæsonens afslutning. 2. års elever foretager tilrigning før sæsonens start. - Eleverne skal under færden ombord altid bære fodtøj med skridsikre lyse såler.
Redningsvest med krave er obligatorisk under sejladserne. - Afbud til undervisning skal meldes i rimelig tid til instruktøren. Det aftales individuelt mellem elever og instruktører, hvordan der kommunikeres bedst sammen (e-mail, SMS, telefon).
- Forudsætning for indstilling af elever til duelighedsprøve eller for udstedelse af diplom er, at eleven har aktiv deltaget i undervisningen i de enkelte moduler, herunder også deltagelse i klargøring og rigning af skolebådene.
- Deltagelse i undervisningen er på eget ansvar, både til søs og på land. Erstatningskrav vil ikke kunne gøres gældende overfor skolens instruktører, sejlerskoleleder eller ledelsen af sejlklubben. Det anbefales, at elever selv søger oplysning om dækning hos eget forsikringsselskab.
- Sejlsport er en mandskabssport hvor alle elever ombord bidrager til vellykket undervisning. Hvis en elev er utryg eller utilfreds, skal han meddele det til instruktøren eller skolelederen. Dermed kan der findes muligheder for at løse problemet.
- Hvis en elev udviser en opførsel, eller mangel på interesse, der er til skade for den øvrige undervisning eller den gode tone på skolen, kan instruktøren indstille til skolelederen, at eleven udelukkes fra undervisningen. Eleven kan udelukkes uden kompensation for kursusafgift.
- Skolelederen og sejlerskoleudvalget modtager gerne input fra elever til forbedringer af undervisningen.
Sejlerskolens tilbud til fastholdelse af elever i sejlklubben:
- Sejlerskolen tilbyder videregående kurser i trim, tursejlads og kapsejlads.
- Sejlerskolen tilbyder elever, som har udvist evner til at kunne blive instruktør, videregående uddannelse samt plads som føl hos en erfaren instruktør.
- Eleverne tilbydes deltagelse som frivillig i Sejlklubbens forskellige udvalg og ved afholdelse af stævner.
- Eleverne kan leje klubbens både i henhold til gældende regler herfor.
- Når elever har deltaget i kapsejladsundervisningen, arbejder sejlerskolens kapsejladsinstruktører for at skaffe dem en plads som gast på medlemmernes både.
Sejlerskolen forsøger at værne om det sociale og det at få nye sejlervenner på sejlerskolen. Det er ikke ualmindeligt, at besætningen på en skolebåd samles til en hyggesnak eller en bid mad efter sejladsen og diskuterer dagens øvelser. Det er desuden en god mulighed for eleverne til at stille spørgsmål om sejlsport og både, som den erfarne instruktør selvfølgelig vil være behjælpelig med at besvare. Derudover arrangeres en grillaften for instruktører og elever.
Der kan gennemføres en weekendtur i skolebåde og egne både.
Til den praktiske eksamen gennemføres der på dagen fælles morgenmad og frokost.
Natsejlads foregår som et frivilligt tilbud i september måned. Deltagere er instruktører, elever og øvrige medlemmer af sejlklubben. Denne sejlads foregår både i skolens både og i egne både.